Jetsmark Skakklub

Nyheder

Flyvende start i 2. division 9. november 2016

Efter at have lagt sol og sommer bag os, var det tid til at divisionsturneringen skulle starte igen. Det skulle den på hjemmebane mod Viborg, hvor vi på papiret var overmatchet på alle brætter, og med en forventet score på 2,23 – 5,77 skulle der kæmpes alt hvad vi havde lært!

På 1. brættet havde Tommy N sort imod Allan Holst (2281). Det blev en ret rolig åbning, hvor det så ud til, at sort ikke skulle have de store problemer. Tommy fik da også stille og roligt udlignet. Hvad der præcist skete herefter, vil jeg lade være usagt, men Tommy fik i hvert fald sat sig i analyselokalet med en pind i baglommen! Stærkt! 1-0

Vores nye mand Hilmir havde på bræt 2 hvid imod Olav Dalsgaard Larsen (2278). Det blev en åbning, hvor Olav kig på bonde jagt, og endte med at have 2 bønder ekstra. Men det så ud til at Hilmir havde rigtig god kompensation i form af meget bedre udvikling, og en lidt ødelagt sort kongestilling. Han vandt senere den ene bonde tilbage, og samtidig fik fat i Olavs sort feltede løber. Det så ud til at Hilmir spillede et rigtigt godt/smukt parti, og endte da også med at hive hele pointen hjem! 2-0

Bræt 3. vogtede Jan, som havde de sorte klodser imod Claus Rossen (2189). Det blev en vild forestilling, hvor Jan i en Sicilianer gik på rov, for at få et par bønder og en modstanders hest uden nogle felter på a8. Til gengæld var Jans konge fanget i centrum. Det hele så noget kompliceret ud, og selvom jeg tror Jan havde muligheden for at vinde, havde Claus bestemt også chancer undervejr til at hive pointet hjem. Det hele endte i et ret lige slutspil, hvor man slog fred om en ½. 2½ - ½

På 4. brætter havde jeg selv de hvide brikker mod Søren Ejdum (2154). Det blev en lidt uortodoks åbning, hvor jeg hurtigt kom med c3-b4-a4, og jagtede hans sort feltede løber. Fik en stilling jeg fandt lettere at spille. Tror han gik lidt forkert i byen med a5, hvor jeg fik muligheden for at spille La3 med tempo og følge hurtigt op med d4. Herefter så det ud til at være strategisk vundet, med bedre brikker, mere plads m.m. Det fik jeg forvandlet det til en hel pind. 3½ - ½

Simoni havde på bræt 5 sort mod Estmat Guindy (2128). Det så ud til at være meget roligt undervejs, hvor hvid måske fik en lidt bedre struktur. Da jeg så det så det ret lige ud. Lige pludselig skete der dog en hel masse, og næste gang jeg kiggede på brættet var det i et springer slutspil, hvor Simoni var en bonde bagud. Det så ud til at Estmat kunne have trukket det længste strå et par gange undervejs. Men da det heldigvis for os glippede, kunne vores lidt vingeskudte mand til sidst hive en halv i land. 4 – 1

Tobias havde i dag slået sig ned på 6. brættet, hvor han med hvid skulle kæmpe imod Jes Harholm (2114). Det blev en hollænder, hvor Tobias valgte en stille opstilling. Det endte i et tårnslutspil, hvor Tobias havde mer bonde, men begge parter havde en fribonde på renden. Det så kompliceret ud, men Tobias havde regnet sig sammen til (og havde lidt baggrundsviden i forvejen), at han kunne tage 3 bønder og ofre tårnet, men modstanderens konge langt væk. Han e+d+c bønder endte med at afgøre kampen. Flot! 5-1

På 7. brættet havde Tommy C sort mod Peter Graves (2107). Det blev en rolig udgave af noget dronningegambit, hvor det ikke så ud til at Tommy skulle have nogle problemer, og burde være indenfor remis grænsen. Men Tommy kom muligvis til at spille 2T+D mod det samme lige passivt nok, og pludselig røg der en bonde, og senere partiet. Øv…. 5 – 2

Bjarne vores evige super-sub havde grundet afbud taget 8. brættet i søndags, hvor han havde hvid mod Thomas Høj Pedersen (1978). Det blev en variant i afvist dronningegambit, hvor Bjarne tog en dobbeltbonde i g-linjen i håb om noget spil. Undervejs så det ud til at være bedre for sort, og det fremkomne slutspil så også lidt kritisk ud på et tidspunkt (kan godt være jeg tager fejl). Men Bjarne afvist flot, og han kunne i hvert fald risikofrit spille på gevinst til slut. Men det havde været en lang og sej kamp, hvor vi nok ikke kan beklage os over et halvt point. Stærkt kæmpet mod stærk modstand! 5½ - 2½

Vi kom derved super start med en 5½ - 2½ sejr på den nye sæson, som sådan set er den forventede score, hvis vi ellers vender det om! På en dag, hvor vi også må sige, at marginalerne generelt gik vores vej.

Skrevet af Lasse Luther | Kommentarer (0)

Kommentarer

Der er endnu ikke skrevet nogen kommentarer til denne nyhed.

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

 

Kodet og designet af: Allan Stig Rasmussen