Jetsmark Skakklub

Nyheder

Silkeborg - Jetsmark II 5. marts 2015

Den første dag i marts stod sidste runde på menuen for Jetsmark 2, og der skulle gøres op for 2 runder med nederlag. De gæve nordjyder ville slutte af med manér og med et hold, der har potentiale til at vinde Europa-cuppen, drog vi afsted!

Louise og Lasse beretter fra slagmarken:

Silkeborg – Jetsmark 2
 

Christian (Klan)
Christian førte holdet an på 1. bræt, og han var i sandhed sat op imod en modstander af en vis kaliber. Ingen ringere end FM Per Knudsen. Det blev dagens længste parti, selvom det bestemt ikke var det parti med flest spillede træk.
Christian sad til sidst med ryggen mod muren, og på trods af mange resterende brikker, skulle partiet afgøres nu. Der blev satset med et smart springertræk, som fik, en ellers meget sikker, Per Knudsen i boksen, mens Christian gik i cirkler uden for spillelokalet. Med kun 1½ minut tilbage på uret blev der svaret igen, og derfra gik det stærkt. Det hele endte op i en grum selvmat til sort. Dermed lavede Snailman (red. Christian) vel nok en af årets bedste resultater for holdet. Well done!
0-1

Henning
Der er ikke den store årsag til, at fortælle om starten af partiet, da Henning, vanen tro, smed nogle ligegyldige bønder for, at få det spil som han gerne vil have. Dermed går der rygter om, at Henning har ofret bønder i samtlige af sæsonens partier. Der vil jeg (Lasse) da gerne tilføje, at Kasparov også var for glad for at ofre, og han var verdens bedste på det tidspunkt.
Henning blev dog en smule presset undervejs, men fik afviklet til et makabert slutspil som var remis. Henning var nede med 2 bønder, men havde formået at give modstanderen intet mindre end en trippel-bonde. Remis med sort efter bogen, som Henning og hans modstander, Flemming Hundebøll, til sidst enedes om.
½-1½

Jan

Jan spillede mod Michael DF Rasmussen og var i besiddelse af hvide klodser … Jan lagde udmærket fra start, og jeg noterede mig blandt andet, at kongen hurtigt kom til, at stå på h2. Et stærkt felt for enhver konge.
Dog var modstanderens brikker pludseligt lidt for aktive i forhold til den ellers meget formstærke Jan, som har formået at være ubesejret i sæsonen. Det kostede, og Jan måtte ned. Ellers en fremragende sæson af Jan, som har leveret gode resultat mod stærke modstandere. Han ender endda med en lille ratingfremgang.
1½-1½

Tobias
Hoffmann, som også har haft gang i en god sæson, kom tilbage med et rigtigt flot ½-point fra Skakligaen – dog var det hele point fuldt fortjent i dagens battle. Dette var dagens sikreste sejr. Torben Bødskov blev udspillet stille og roligt, hvilket man som tilskuer kun kunne beundre. Tobias fik hurtigt en fordel med de sorte brikker, og undervejs blev der jongleret med lækkerier fx i form af et aktivt tårn på 5. række, der genere hvids dronningefløj. Stærkt spil!
1½-2½

Luther
Luther kom godt fra start med hvid mod Peter Haarup og fik en ganske udmærket stilling med aktive officerer. Samtidig havde sort en mindre overbevisende stilling, der blandt andet involverede en afklædt springer på sidelinjen og officerer, der så ud til at være kastet tilfældigt ind på brættet, som en ung teenagers mælketænder i munden. Lidt mere dynamisk blev det dog, og der blev taget fra i begge ender. Man endte op i et meget uklart slutspil med ulige løbere, og til sidst enedes begge spillere pænt om remis. Hermed forbliver kaptajnen ubesejret denne sæson. Godt klaret!
2-3

Simoni
Søren Mejrup åbnede med en bird-variant, som han egentligt slap godt afsted med. Min stilling blev hurtigt en smule passiv, og mine sorte brikker befandt sig pludseligt fanget på meget lidt plads. Der blev afviklet til et slutspil, som på alle andre dage ville have været tabt for mig. Det involverede blandt andet 2 dronninge-forvandlinger. Dog var Søren uskarp, og jeg fik tilranet mig en uafgjort ved hjælp af en god pose held, indrømmet. De resultater må man også tage med!
2½-3½

Randrup

Morten har på det seneste set sit spil stige mere og mere i kvalitet, og vi kan nu konstatere, at rusten er banket væk. Nogen siger, at det er skæbnen, andre siger bare ”Return of the Jedi”. Morten startede stille og roligt op med fornuftig åbningsspil. Den noget højere-ratede Jens Bæk skulle ikke få et ben til jorden, og det så da også super solidt ud, men en lille blunder kostede Morten en kvalitet (Luke mister sin hånd - Måske en dårlig sammenligning, bedøm selv!). Dette skulle dog ikke stoppe Danmarksmesteren. Morten udfoldede sit løberpar og en dræbende springer, og Jens Bæk blev revet rundt, så Morten til sidst kunne vælge mellem flere lukrative måder at føre sejren hjem på.
En amerikansk film værdig!
2½-4½

Louise  
Mit parti blev dagens korteste mod Peter Poulsen, og som den gode Hoffmann kommenterede, så nåede han knap nok at blinke med øjnene, så var det overstået. Ganske enkelt et hæsligt parti fra min side med uklare træk allerede fra træk 7, som endte med, at jeg efter træk 15 pænt valgte at sige tak for kampen. Æv! Min modstanders flabede kommentarer efter partiet har dog givet mig blod på tanden efter at få gang i noget mere skak! Here we go.
3½-4½

 

Således sluttede vi en god sæson af med manér på en solid 5. plads, men med kun 4 bræt-point op til nummer 1, vidner det om en kanon sæson. Nedrykning var aldrig et emne.
Tak til alle for en god sæson, og en stor tak skal også lyde til vores trofaste kaptajn Luther, som igen har leveret et solidt stykke arbejde!

Vi ses igen til efteråret, hvor vi vender stærkt tilbage! cool

Skrevet af Lasse Simoni Nielsen | Kommentarer (0)

Kommentarer

Der er endnu ikke skrevet nogen kommentarer til denne nyhed.

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

 

Kodet og designet af: Allan Stig Rasmussen