Jetsmark Skakklub

A-rækken

Frederikshavn 2 – Jetsmark 3: 4-2
(af Bjarne Søndergaard)

Niveauet i A-rækken er ikke for imponerende i år, men det passer os for så vidt godt, så har juniorerne lidt mere tid til at udvikle sig, inden der kommer for stærk modstand.

Henrik Schnack: 1
Henrik fik langt tryk på med det samme, og modstanderen forstod slet ikke, hvad der foregik. Henrik afsluttede kampen med løberslag på h7, og selv om der ikke nødvendigvis var mat øjeblikkeligt, var sorts stilling totalt væk.

Henrik Schnack - Mogens Hansen
1.e4 e5 2.Sc3 Sf6 3.f4 exf4 4.e5 Sg8 5.Sf3 Lc5 6.d4 Lb6 7.Lxf4 Se7 8.Dd2 0-0 9.0-0-0 c6 10.h4 a5 11.Ld3 Sa6 12.De2 Sb4
Schnack-Hansen
13.Lxh7+ Kxh7 14.Sg5+ Kh8 15.Dh5+ 1-0

Bjarne Søndergaard: 1
Efter en forsigtig åbning begyndte jeg at få styr på spillet med mit løberpar, fordelen var dog ikke særlig stor. Men modstanderen hjalp mig med et upræcist træk, hvorefter jeg stod til kvalitetsgevinst. Så gik det hele i sort for frederikshavneren, og han måtte opgive.

Mathias Ringberg: 1
Mathias åbnede lovligt optimistisk og gav pokker i forsvar. Han fik lidt fordel, men det blev sat til. I slutspillet var han dog den bedste, og han vandt også i sikker stil.

Mark Mathiasen: ½
Mark blev fusket så det drev. Efter glimrende spil stod han i klar gevinststilling. Så tillod han modstanderen at få en dronning og der blev evigskak. Men et meget lærerigt slutspil. Pointet er først hjemme, når der er sat mat eller når modstanderen opgiver.

Andreas Vigen: 0
Sjældent har jeg set nogen mishandle sine brikker så voldsomt som Andreas. Okay, stillingen var lige de første syv træk, men efter træk 15 kunne han roligt have opgivet. Der blev dog kæmpet længe, men det var forgæves, og det blev til et yderst fortjent nederlag.

Morten Madsen: ½
Morten fik tilkæmpet sig initiativet, men satte det til, og måtte være tilfreds med det halve point.


Jetsmark 3 – Tranum: 4½- 1½
(af Bjarne Søndergaard)

Så fik vi allerede lov til at prøve at sejre i oprykningsgruppen, og det var vi rimelig stolte over. Godt nok var Tranum nyoprykket også, men de havde da vundet over Ålborg.
Sejrens størrelse var lidt i overkanten, men vi tager det hele med.

Bjarne Søndergaard: ½
Efter en lige åbning fik jeg lidt fordel men kunne ikke helt bestemme mig til, hvilken plan jeg ville følge, og så tippede fordelen over til modstanderen.
Slutstillingen var dog fastlåst, så hverken Tranum-spilleren eller jeg skulle nyde noget af at satse

Mathias Ringberg: 1
Mathias gik frisk til sagen, og i hvad jeg vil kalde et vildt parti, fik han vundet en kvalitet og havde fuld kontrol over resten af partiet.

June Mathiasen: ½
June spillede et solidt parti, og fik ganske langsomt opbygget en fordelagtig tilling, men overså sine gennembrudschancer, og tingene fladede lidt ud.

Mark Mathiasen: 1
Marks modstander mistede allerede i åbningen et tårn, og selv om der blev kæmpet i hærdigt, var det blot en formsag for Mark at vinde.

Andreas Vigen: ½
Her fik vi godt nok mere end vi kunne tilkomme. Andreas var nede med et tårn, men alligevel fik han fremtvunget en evig skak. Imponerende, at Andreas blev ved med at kæmpe for sagen.

Morten Madsen: 1
Morten fik lavet et flot fremstød, hvor han kombinerede sig til en kvalitet. Selv om han vaklede lidt i slutspillet, kan det ikke ødelægge helhedsindtrykket af en flot kamp af Morten.


Sæby 1 – Jetsmark 3: 3½- 2½
(af Bjarne Søndergaard)

Sæby har et pænt hold, så slutfacit er da ganske acceptabelt. Det burde dog være blevet 3-3, men når fordelene ikke udnyttes (læs: BS), er der ikke noget at gøre ved det.
Henrik Schnack og undertegnede har haft mange juniorer på vores hold, og efterhånden er en del af dem blevet så gode, at de har passeret os på styrkelisten. Men når det skal være, så kæmper vi stadig det bedste vi kan.

Henrik Schnack: 1
Et superlækkert parti af Henrik, der virkelig fik modstanderen på krogen.

Bjarne Søndergaard: ½
En opslidende affære. Efter vanskeligt åbningsspil fik jeg udlignet og i løbet af et par træk +10!! efter Fritz. Så stort et forspring har jeg aldrig set nogen formøble, men det gjorde jeg! Flovt! Modstanderen skal dog også have lidt af æren, for han kæmpede energisk.

Mathias Ringberg: 0
Mathias stod hurtigt presset og tabte efterhånden materiale, så der kan ikke indvendes noget mod det.

June Mathiasen: 1
June fik sat et utroligt hug ind på Sæbyformanden, der kun havde tilbage at ligge kongen. Meget flot, men hun må nu også have fået hjælp af Jens Riis.

Mark Mathiasen: 0
Mark fik aldrig gang i sit spil, men måtte se sig helt udspillet.

Morten Madsen: 0
Morten havde pænt styr på sit spil, og havde længe en lige stilling. Alligevel overså han noget til sidst, og måtte også ned.

 

Kodet og designet af: Allan Stig Rasmussen