Jetsmark Skakklub

Nyheder

BMS - Jetsmark 1-7 19. januar 2012


Efter den lille skuffelse mod Hillerød om søndagen skulle der revancheres med undertegnede på holdet. Wuhuu. Peter og Allan skulle møde to kompromisløse spillere, hvilket vel kun kunne være godt. Peter gik sikkert demonstrativt efter at vise uligefarvede løbere med andre officerer på brættet altid er godt for angriberen mens Allan sad ved siden af og tog imod de brikker der blev ofret.  Jeg tror ikke der er så meget mere at sige her. Glud prøvede på at spille tørt (positionelt) og vinde derigennem men blev vist tvunget til at kombinere?! men det gik også fint og også en sikker sejr. Christian fik en lidt sjov stilling med nogle heste som hoppede vældigt rundt omkring for at holde sammen på det hele. Det ser ud til virke fint og Christian vinder en bonde og med de bedste chancer for gevinst. Desværre forsvandt bonden igen lidt senere, så desværre remis til sidst. Dvs 3,5-0,5 på de øverste 4.

Stefan prøvede nogle tricks med noget trækomstilling og fik lokket sin modstander ud i en franskmand. Jeg er sikker på at da Stefan troede stillingen var lutter fred og idyl med Stefan i den styrende rolle sprang der lige en bombe midt på brættet. Det er dog stadig godt for Stefan og efter en lang dag ved brættet fik Stefan det hele point i hus. Og selv om Stefan til sidst gik ind i noget der lignede teoretisk remis er det stadig vundet. Her springer vi let og elegant over til mig på 7. bræt som troede jeg var forberedt men blev overrasket alligevel. Dog spillede min modstander den første store fejl og pludselig førte jeg med en officer hvilket efter lidt juks hist og her også blev omsat til gevinst og mine første points på førsteholdet. Til sidst har vi Andreas og Rathlev som jeg tvivler på er 100% tilfredse. Andreas lirede vel 20 træks teori af lynhurtigt og kom herefter vel kun til at stå dårligere. Der røg en officer for to bønder og da det efterhånden så ud til der ville blive afviklet til et tabt slutspil kombinerede Andreas’ modstander sig frem til at give to bønder for Andreas’ svage bonde. Pludselig var det altså 3 sunde bønder for en officer og det slutspil blev spillet perfekt til sejr. Modsat Andreas brugte Rathlev markant mere tid på åbningen bl.a. ti minutter på træk 3…De7. Et lidt sjovt udseende træk som vel egentlig er fint nok rent objektivt. Dog tror jeg det ødelagde spillehumøret lidt at føle sig tvunget til sådan et træk så tidligt og der blev taget remis forholdsvist hurtigt herefter. Men altså også 3,5-0,5 på de sidste 4 og dermed sammenlagt 7-1, måske lidt for meget men det skal vi ikke klage over.
 
En anden lille ting er at de kære morgenrunder i denne sæson nu har kastet 14,5 points af sig, hvilket vist er noget helt nyt for alle os glade B-mennesker. Nu er der kun at se frem til d. 29 som vel indeholder de to af de vigtigste matcher for Jetsmark i denne sæson. Det direkte opgør mod en af de tætteste konkurrenter til DM-titlen og ikke mindst kampen i 1.div om hvilket hold, der er det næstbedste i Nordjylland!

Skrevet af Bjarke Jensen | Kommentarer (0)

Jetsmark 2 sigter mod podiet! 19. januar 2012

4. Runde

I fjerde runde havde vi fornøjelsen af at møde Aarhus Skolerne. Vores hold var plaget af en del afbud, der gjorde at Louise, Tommy og jeg selv fik æren af at træde til. På vores ”road-trip” havde vi desuden fornøjelsen af at have næsten hele holdet samlet i Tobias’ minibus, hvor humøret var højt hele vejen til Aarhus (på trods af, at der var nogle der led en smule under turen, fx havde vi en meget træt og stille mand med!). Nok om turen, der blev jo kort tid efter spillet 8 partier, som skulle vise sig at være afgørende for at det blev en god Jetsmark-dag.
 
Jan var, så vidt jeg husker, første mand på tavlen. Vi var meget glade for, at Jan kunne undvære boller og varm kakao i et par timer, så han kunne nå at deltage for holdet. Men det viste sig dog ret hurtigt, at Jan kom til at savne de lune boller, så forholdsvis hurtigt blev partiet taget remis. Dermed var stillingen efter en times tid ½-½.

Den næste til at blive færdig var Anders, som spillede mod den noget højere ratede Thomas Ochsner. Der var mange fra holdet, der var bekymrede omkring Anders’ stilling, da det så ud som om han havde givet 2 bønder for tvivlsomt angreb. Men efterhånden som folk fik kigget grundigere på partiet, gik det stille og roligt op for dem, at Anders egentlig havde fået en officer i bytte for de to bønder, og der skulle da heller ikke gå særlig længe før Anders fik det afgjort på fornemste vis med en smuk mat, som Ochsner tillod. 1½-½

Så var det undertegnes tur til at blive færdig. Jeg havde med de hvide klodser tilspillet mig en ganske fin stilling, hvor min modstanders modspil var begrænset. Men undervejs havde jeg desværre forbrugt en del tid, hvilket resulterede i, at jeg spillede et par unøjagtige træk, som havde til følge, at min modstander kom tilbage i partiet. Partiet sluttede af med, at min modstander tog en evigskak (og slutstillingen er remis, selvom der var en del snak i analyselokalet, om at sort stod til gevinst!). 2-1

Dernæst var det Christians tur til at komme på tavlen. Christian havde de sorte klodser mod Torill Skytte, og der fremkom en hollænder, hvor vores mand det meste af partiet var lidt presset. Men da hvid ikke fik det store ud af sine anstrengelser, ja så endte partiet med remis. 2½-1½

Tobias var den næste til at kunne sætte sine brikker på plads. Tobias havde med de hvide klodser haft godt styr på sin modstander. Men da Tobias i flere omgange havde forsømt at snøre sækken med g4, så gav det Jesper chancen for at udligne spillet. Efter Tobias havde knoklet for at se, om han mon nu kunne hive mere end det halve hjem (og set grundigt efter om det var et ok resultat for os), så endte det med remis, i en noget flad stilling. 3-2
Efter Tobias’ remis, blev Tommy færdig ret hurtigt efter. Tommy havde med de sorte klodser ikke rigtig nogen problemer undervejs. Så vidt jeg kunne se, så var stillingen nogenlunde i balance hele vejen, og da spillerne syntes at stillingen var ved at være død, endte også dette parti ud i en halv. 3½-2½

Nu sad kun Henning og Louise tilbage. De havde begge to nogle ganske pressede stillinger, men dette var åbenbart dagen, hvor det meste gik vores vej! Louise var den første af de to til at blive færdig. Hun havde været bagud med en bonde det meste af partiet, faktisk uden rigtig have noget modspil for den. Men da hendes modstander (Thea Nikolajsen) kom til at overse et par småting (så vidt jeg husker røg der et tårn!), så kunne Louise trække sig sejrrigt ud af partiet. 4½-2½, og sejren var dermed sikret!
Tilbage sad nu Henning, som med de sorte klodser var kommet rigtig fint ud af åbningen, men dette blev desværre fuldt op med en mildest talt forkert plan, hvor han placerede sin løber på g7, for dernæst at spille f6. Modstanderen, Jakob Bjerre, spillede det efterfølgende midtspil rigtig flot, og opnåede afgørende fordel. Men Henning er ikke en mand der bare giver op, og med aktivt forsvarsspil i en lang periode, gik hans modstander helt forkert i byen, hvilket kostede ham en kvalitet. Derefter var det rimelig smertefrit for Henning at føre det hele point hjem til os. Dermed sluttede matchen 5½-2½.

Det var måske ikke noget helt fair resultat, med blik på stillingerne undervejs, men som vores ubarmhjertige holdleder siger, så havde vi de bedste stillinger til sidst, og det er det, der tæller! (Bortset fra når vi taber, selvfølgelig…)
Som de øvrige resultater fra rækken kom ind, var det ikke nok med at vi havde hevet sejren hjem, men vi var også kravlet op på en andenplads i tabellen! Dette skulle selvfølgelig fejres, og det blev ved demokrati (???) valgt at det skulle gøres på ”Jerry’s” (der var dog nogle protester, men de blev ikke taget alvorligt op…).

Men altså, alt i alt blev det en yderst succesfuld dag, som da også endte i muntre miner på vejen hjem i minibussen! Dette på trods af, at der undervejs lød nogle små protester fra venstre bagsæde…

Skrevet af Lasse Luther | Kommentarer (0)

Fin holdstart i 2012 15. januar 2012

Jetsmark Skakklub og Jetsmark skoleskak har fået fin start på 2012.
Unionsholdet i mesterrækken spillede 3-3 mod Aalborg 4. Det hjalp meget, at Tommy Clausen hoppede ind på 1. brættet efter sin tilbagekomst til området.
Ligaholdet vandt begge kampene i weekenden, sammenlagt opnåede man stort set forventet score. Vi fører rækken med 5 brætpoint, men mangler de 2 nærmeste rivaler, så der er lang vej hjem.
1. divisionsholdet var ramt af et par afbud, men det lykkedes alligevel at vinde 5½-2½ . Holdet er placeret midt i rækken.  Næste gang skal vi møde Nørresundby på hjemmebane, de også vandt i dag, så det bliver sandsynligvis et rigtigt lokalbrag.
Skoleskakken startede med træningssamling oppe i Ll Norge. Marie Frank og Anders Helledie var kaldt til forstærkning, og børnene var meget glade for det.
Hele huset var fyldt. Her er en link over til Jetsmark Skoles nyheder .
Nedenfor tavler og foto fra vores afvikling af 3. runde i jgp, hvor vi havde 20 deltagere med.

Skrevet af Bjarne Søndergaard | Kommentarer (1)

JGP i Jetsmark 15. januar 2012

Tavlerne er klar. Klik her

Der var 36 spillere i gang i Jetsmark, så det er ganske fint. Der var ikke så mange i grand prix serien, men der var mange i begynderrækken og de rykker jo stille og roligt op.
Der var 4 piger med i øverste række, og det er ganske bemærkelsesværdigt.
   
   Præmietagerne i de 3 grupper, og desuden var der en del ekstrapræmier i den store begyndergruppe, så alle havde en rimelig chance for præmie.
Bemærkelsesværdigt er det indiske søskendepar, som spiller i Ålborg. På ganske få runder har de kæmpet sig op i grand prix serien. Det bliver spændende at følge deres videre udvikling indenfor skakverdenen.

Skrevet af Bjarne Søndergaard | Kommentarer (0)

Peter Heine Nielsen Årets Skakspiller 2011 4. januar 2012

Jetsmarks topbræt GM Peter Heine Nielsen blev efter en meget tæt afstemning kåret til Årets Skakspiller 2011.
Den eneste, der kunne følge Peter til dørs var Jetsmark-kollegaen GM Allan Stig Rasmussen, der således endte som nr. 2 for andet femte år i træk.
Stort til lykke! Læs mere her: http://www.dsu.dk/?id=4&NewsId=3018


Skrevet af Jakob Rathlev | Kommentarer (4)

 

Kodet og designet af: Allan Stig Rasmussen